Simpelt, hurtigt og vanvittigt lækkert; Verdens bedste spaghetti carbonara

Jeg er kæmpe fan af pasta, og stort set alle former for pastaretter. Dog havde jeg aldrig prøvet kræfter med en af de allermest kendte pastaretter overhovedet, nemlig carbonaraen. Heldigvis fik jeg besøg af en af mine kammerater, som er udlært kok, og jo derfor måtte være den bedste læremester 🙂

I virkeligheden er pasta carbonara super simpelt, kræver næsten ingen ingredienser, og kan derfor laves, også selvom køleskabet ikke ligefrem bugner af madvarer. Jeg lavede carbonaraen med et helt stykke bacon (eller røget, saltet flæsk), men man kan sagtens bruge en pakke bacontern i en snæver vending (men et helt stykke bacon er klart at foretrække!). Derudover kræver retten bare noget spaghetti, nogle æg, noget parmasan og lidt løg. Alle råvarer, er altså ting som man sagtens kan have i køleskabet, og som kan holde sig længe, hvilket er super godt i kampen mod at stoppe spild af mad. 

Tip:

Hvis du ikke lige har en klump bacon, og gerne vil have en lidt slankere udgave af den italienske klassiker, kan du sagtens bytte noget af baconen ud med en rest skinke eller hamburgerryg, eller eventuelt lidt kylling, for et mere moderne tvist.

Til den lækre carbonara skal du bruge:

  • 1 pakke spaghetti, jeg brugte fuldkornsvarianten, men det er ikke nødvendigt.
  • 1 helt stykke røget bacon, ca 250 gr.
  • 2 små løg
  • 2 – 3 håndfulde fintreven parmasan
  • 3 æg
  • Et godt drys friskkværnet, sort peber

Sådan gør du:

Start med at skære det øverste, tykke del af baconklumpen og skær baconen ud i fine tern. Kom baconternene i en stor, tykbundet pande og lad de, stege over svag varme. På den måde smelter fedtet fra baconen, og kødet kan derfor stege i egen fedt, og du slipper derfor for at bruge yderligere fedtstof til stegningen.

Mens baconen steger, kan du koge spaghettien i rigeligt, letsaltet vand. Spaghettien skal kun koges al dente, og må derfor gerne have en smule bid tilbage. Hvis man koger spaghettien for meget, bliver retten let for sammenkogt og kedelig, så det er vigtigt at spaghettien stadig har en smule bid tilbage. Når pastaen er kogt al dente, hældes vandes fra og spaghettien hældes over med koldt vand.

Snit løgene fint og lad dem svitse under svag varme, sammen med baconen. Løgene skal ikke tage farve, men kun blive klare i farven.

Mens løgene steges, rives paramsanen på den fine side af et rivejern. Den fintrevne parmasan røres sammen med æggene og et godt drys peber.

Og nu til det lidt tekniske: Skru ned for varmen på panden med bacon og løg, og vend spaghettien og ægge-parmasan massen over og vend det hele, så massen er ligeligt fordelt. Det er vigtigt at man ikke har en for varm pande, når æggemassen blandes med spaghetti og bacon, da det vil få æggen til at stivne, og retten vil få en lidt æggekage-agtig konsistens. Derfor skal retten helst vendes sammen under svag varme, så æg og parmasanen fordeles jævnt med spaghettien og baconen.

Smag eventuelt retten til med lidt ekstra friskkværnet peber og pynt med frisk basilikum.

Og voila, herlig smag, præcis som i Italien! Velbekomme!

 

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.