Syltede agurker og squash – Hjemmesyltede er bare bedre!

Nu hvor sensommeren så småt er over os, bugner køkkenhaverne og drivhusene med lækre råvarer, og det skal man da endelig benytte sig af! Jeg elsker at dyrke mine egne råvarer – men da jeg bor i en lejlighed på 4 sal, kan jeg desværre kun dyrke et meget lille sortiment på altanen og i vinduskarmene. Men heldigvis har mine forældre en kæmpestor og skøn have, som bugner af lækre sager. Hvis du ikke er så heldig, så opsøg din lokale grønthandler, eller find grøntafdelingen i supermarkedet, de har garanteret også nogle friske, danske råvarer, der er dyrket lokalt. For det smager bare af mere, når råvaren er i sæson og dyrket lokalt. På den måde får du de lækreste råvarer, den bedste smag til den bedste pris, passer på klimaet og er med til at stoppe spild af mad – det er da 4 gode grunde der er til at forstår 🙂

Brug råvarer i sæson

Når råvarer er i sæson, betyder det, at de vokser naturligt frem på dette tidspunkt. De skal altså ikke gro i et opvarmet drivhus eller fragtes den halve klode rundt i kølevogne. Nej, de er modne på dette tidspunkt, hvis du har råvarerne i grøntsagsbeddet eller i drivhuset derhjemme, eller hos din lokale grønthandler. Og det er bare med at benytte sig af råvarerne, der er i sæson, for det bliver bare ikke mere lækkert end i sæsonen.

Har du f.eks. ikke lagt mærke til, at agurkerne fra supermarkedet ikke smager af ret meget om vinteren? Og at asparges er en smule triste om efteråret? Så er det højest sandsynligt fordi de er uden for sæson, og derfor fragtet hjem fra udlandet, hvor de enten er modnet i et opvarmet drivhus, eller fået lov til at modne i en kølebil. Og det kan altså smages.

Derfor; brug råvarerne, når de er i sæson. Du får en langt bedre smag ud af det, og det er også her, de er billigst. For når råvarer er i sæson, kan man få dem i hobetal, til næsten ingen penge. Og det er netop her, du skal købe ind til, hvis du vil hjemmesylte og henkoge til den lange vinter 🙂

Lækkert resultat, uden den store indsats

Man oplever ofte, at folk bliver enormt imponerede, når de hører at man selv har lavet marmeladen eller syltet agurkerne. Men i virkeligheden er det faktisk slet ikke så svært. Og det tager heller ingen tid.

I denne opskrift har jeg forsøgt mig med både syltede squash og syltede agurker, simpelthen fordi begge var i sæson, og begge blev super lækre! Når man sylter, skal man egentlig bare bruge nogle få ingredienser. Disse ingredienser hører måske ikke altid ind under det faste sortiment i ethvert køkken, men når du køber dem, har du til gengæld til mange syltninger. Og det er ikke fordi de hver især koster det helt vilde. Så hvis det ikke lige virker første gang, kan du bare prøve igen. Og hvem ved, måske bliver du helt bidt af det. det gjorde jeg i hvert fald 🙂

og syltede agurker hører jo næsten hjemme i ethvert køleskab, og de hjemmelavede smager bare bedre. Det er virkelig let at hjemmesylte, og tager ingen tid, og du kan selvfølgelig variere opskriften, alt efter smag og behag.

 

Syltede agurker: 

Du skal bruge:

  • 2 agurker
  • 2 ½ dl lager eddike
  • 2 ½ dl vand
  • 1 ½ dl sukker
  • 10 hele peberkorn (sorte, hvide eller røde)
  • 1 ½ tsk sennepsfrø
  • 1 ½ tsk dildfrø
  • Salt
  • Evt. 3 laurbærblade
  • Evt. 6 – 10 spanske pebre

Sådan gør du:

Kom eddike, vand, sukker, salt og krydderier i en gryde og lad det koge, til sukkeret er opløst. Stil derefter gryden til afkøling.

Mens eddikeblandingen køler, skyller du agurkern og skærer den ud i passende stykker. Du kan eventuelt flække agurken på langs og fjerne midterstriben med kerner (dette gøres lettest med en ske), hvorefter du skører de halve agurker i skiver. Du kan også bare skære agurkern i fine skiver, det er helt op til dig.

Kom agurkeskiverne i sylteglas, som du i forvejen har skyllet med atamon – dette forlænger holdbarheden, men hvis du ikke har noget atamon, kan du godt springe dette over, agurkerne kan alligevel holde i et års tid på glas.

Hæld den afkølede lage over agurkerne og lad det trække i minimum et døgn inden servering.

Holdbarhed: Minimum et år uåbnet. Ca. 3 – 4 måneder åbnet, i køleskabet.

 

Syltede squash: 

Du skal bruge:

  • 2 små squash, eller 1 stor
  • 2 ½ dl lager eddike
  • 2 ½ dl vand
  • 1 dl sukker
  • 1 dl salt
  • 10 hele peberkorn (sorte, hvide eller røde)
  • 1 ½ tsk sennepsfrø
  • 1 ½ tsk dildfrø
  • 2 – 3 fed hvidløg
  • Evt. 1 frisk dildkvist

Sådan gør du:

Denne opskrift ligner meget den, på de syltede agurker, men nu får I den lige alligevel:

Kom eddike, vand, sukker, salt og krydderier i en gryde og lad det koge, til sukker og salt er opløst. Stil derefter gryden til afkøling.

Mens eddikeblandingen køler, skyller du squash og skærer den ud i passende stykker. Helst ikke alt for tykke, da de så bliver lidt voldsomme, men gerne omkring ½ cm tykkelse.

Pil hvidløgene og kom dem i bunden på sylteglassene, som du i forvejen har skyllet med atamon – dette forlænger holdbarheden, men hvis du ikke har noget atamon, kan du godt springe dette over, de syltede squash kan alligevel holde i et års tid på glas. Kom derefter et lag squash i skiver ovenpå. Læg dernæst en dildkvist på (kan undlades) og kom derefter de resterende skiver squash på toppen.

Hæld den afkølede lage over squash og lad det trække i minimum et døgn inden servering. Ryst gerne glassene før servering, så er du sikker på at smagen fordeler sig.

Holdbarhed: Minimum et år uåbnet. Ca. 3 – 4 måneder åbnet, i køleskabet.

 

 

Velbekomme, og held og lykke med syltningen!

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.