Spicy pasta med chorizo, svampe, spinat, oliven og brie

Den anden dag havde jeg gæster på besøg til aftensmad og menuen stod på tapas. Jeg er fuldstændig pjattet med tapas – i alle afskygninger! En af fordelene er, at man kan lave tapas af stort set alt. Jeg elsker at eksperimentere med de forskellige småretter, men er også kæmpe fan af den helt traditionelle tapas med forskellige lækre oste, pølser og diverse forskellige pestoer, dipper og andet lækkert tilbehør. Mums!

Men denne gang blev de lækre rester brugt på en ny og spændende måde. For bare fordi nogle råvarer starter som tapas, kan de jo sagtens serveres i nye forklædninger til aftensmaden. Også helt uden at det bliver kedeligt eller ensformigt.

Genbrug resterne – og undgå madspild:

Normalt – i hvert fald hos mig – er der altid rigelige mængder mad, når jeg får gæster på besøg, og forleden dag var ingen undtagelse. Det betød, at mit køleskab bugnede med lækre rester som chorizo, brie og oliven. Derudover har jeg næsten altid spinat, løg og svampe på lager, og så var denne ret jo nærmest allerede på plads. På den måde undgik jeg også at smide resterne ud, for det er en af de største synder i mit køkken. Jeg er vild med rester, og alle de muligheder du kan finde i rester. Mest af alt fordi der efterhånden er gået sport i at stoppe spild af mad herhjemme, så hver en råvare bliver brugt, også selvom det nogen gange kan ende i nogle lidt spændende sammensætninger. Men bare rolig, dem skal jeg nok spare jer for 🙂 

Hvis du ender med at have for mange råvarer i overskud, og ikke er helt så “madspilds-tosset” som jeg, kan du eventuelt dele ud af din overskudsmad via fællesskabet DelDinMad. På den måde får andre noget ud af dit overskud, og maden ender ikke i skraldespanden. Og hvis du alligevel ender med at kassere dit overskud, så kan du lige så godt dele ud af det. Så får andre noget ud af det og du undgår at smide god mad ud, der ikke fejler noget.

I denne lækre pastaret med tapasrester, fik jeg brugt en rest krydret chorizo, der gav rigtig lækker smag til retten, løg, spinat og oliven, der alle gav lækker fylde og smag, samt gav et grønt tilskud til min pastaret. Derudover lagde jeg et par skiver brie på toppen af den varme pastaret, som fik lov til at smelte og blande sig med resten af de lækre ingredienser. Samtidig bandt den lækre brie retten sammen og gav den en lækker, cremet dybde, der tog retten til nye højder.

Du skal bruge (til 4 pers.):

  • 300 gr pasta
  • 2 – 3 håndfulde god chorizo, svarer ca til ½ chorizo pølse
  • 1 rødløg, fintsnittet
  • Ca. 100 gr frisk spinat
  • En håndfuld olien, uden sten
  • Ca 100 gr. champignon (andre svampe kan også sagtens bruges)
  • Olie til stegning
  • Salt og peber
  • En smule chiliflager (kan undlades)

Sådan gør du:

Kog pastaen efter anvisning på pakken.

Rens champignonerne og skær dem ud i skiver. Rens løget og snit det fint. Steg begge dele med chorizo pølsen, skåret i skiver, eller tern på en varm pande i en smule olie.

Når løg og champignoner begynder at tage en smule farve, tilsættes den friske, skyllede spinat. Spinaten kan eventuelt skæres i lidt mindre stykker hvis man ønsker det. Lad spinaten stege et par minutter, så den bliver blød og helt mørkegrøn. Halvér og tilføj også oliven til blandingen. Smag til med salt, peber og chiliflager. Til sidst røres den friskogte pasta i grøntsagsblandingen på panden og rør det hele godt sammen, så grøntsager og chorizo fordeles i pastaen.

Anret pastaen i 4 dybe tallerkener og server med skiver af brie på toppen. Pastaen skal gerne holdes så varm, så brien smelter ned i retten og binder det hele sammen og giver masser af smag og cremet konsistens.

 

Tip:

Du kan sagtens variere retten, alt efter hvile ingredienser du har til rådighed. Hvis du f.eks. har en rest skinke, kylling eller andet kød, kan dette også sagtens blandes i retten.

Du kan også bruge andre bløde oste end bries. Hvis du bruger en mere fast ost, skal du dog nok gratenere pastaretten før servering. Du kan hælde pastaretten i et indfast fad og blande osten imellem, eller udelukkende drysse osten på toppen. Varm retten i ovnen ca 10 minutter ved 150 grader. Så¨er osten smeltet og klar til servering.

 

Velbekomme!

 

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.