Pandekager med hyldeblomst, vanilje og masser af sommer

Jeg er fuldstændig vild med pandekager, og allerhelst den hjemmelavede variant! Derudover er jeg blevet temmelig vild med varianten med banan og havregryn, fordi man derved undgår tilsat sukker og hvedemel – ikke fordi jeg ikke kan spise hvedemel, overhovedet ikke! Jeg har bare bildt mig selv ind, at det er sundere med havregryn… Og så synes jeg bare de smager skønt.

Jeg er bare kæmpe fan af banan pandekager

Som kernelæseren måske har opdaget, har jeg tidligere lavet en opskrift med bananpandekager. I kan se grundopskriften på banan pandekager med havregryn lige her.  Jeg har tidligere forsøgt med kakaopulver eller hakket, mørk chokolade i dejen (begge dele var voldsomt lækkert!), men nu skulle der ske noget nyt. Derudover havde jeg en sjat hyldeblomstsaft tilovers, og den skulle jo bruges til et eller andet.. 🙂 Derfor tænkte jeg, at den måtte kunne bruges i pandekagedejen for at give en smag af sommer, og det var super lækkert!

Den letteste måde at stoppe madspild:

Men bananpandekagerne er ikke kun skønne fordi de er sunde, de er også en super god måde at få brugt de sidste, overmodne bananer på! Når bananer har ligget i et par dage, og er blevet brune og overmodne, bliver de nemlig ekstra søde i smagen, og så er de helt perfekte i kager og bagværk. De er ikke nødvendigvis meget sundere end sukker, da de jo indeholder en del frugtsukker, men jeg bilder mig ind at det trods alt er lidt bedre.. og så smager de bare skønt! Og det med at få brugt de sidste bananer, også selvom de er blevet overmodne, er netop noget som sådan en stop spild af mads tosse som jeg, går en hel del op i. Jeg gør nemlig alt hvad jeg kan for at undgå madspild i hverdagen, og tænker også derfor hele tiden på, hvordan jeg kan få brugt de sidste rester i køleskabet på et eller andet lækkert, så jeg ikke behøver at smide det ud. 

Til mine pandekager brugte jeg:

  • 3 æg
  • 5 dl. havregryn
  • 4 modne bananer
  • 1 teskefuld bagepulver
  • 2 dl. mælk
  • 1 – 1½ dl frugtsaft (gerne hyldeblomstsaft, uopblandet)
  • 1 – 2 tsk vaniljesukker, eller kornene fra en vaniljestang, vendt med en smule sukker.

Tip:

Hvis du ikke har noget frugtsaft, kan du bruge sirup, eller anden saft – alt efter hvilken smag du vil have i dine pandekager. Og hvis du vil have frugtsmagen til at træde tydeligere frem, skal du bruge den traditionelle pandekagedej af mælk, æg, mel og smør (basically). Eksempletvis smager det super lækkert med hyldeblomstsaft og et skud vanilje i pandekagedejen! så får de færdige pandekager en skøn smag af sommer.

Så nemt er det:

I virkeligheden er en af grundene til at jeg elsker pandekager, at de er så vanvittigt simple at lave: Bland alle ingredienser i en skål og blend det hele grundigt; jo grundigere du blender dejen, jo finere pandekager får du ud af det.

Når dejen er rørt godt sammen, er det meget vigtigt at den får lov til at hvile og samle sig lidt, og gerne i en halv times tid. På den måde hænger pandekagerne bedre sammen, og falder derved ikke fra hinanden når du vender dem på panden.

Når dejen har hvilet, er det tid til at finde din yndlings-pandekage-pande frem 🙂 Sæt den på komfuret, smelt en smule smør på panden, og lad den blive godt gennemvarm. Når panden er varm, hælder du en stor skefuld pandekagedej på panden og fordeler den. Lad dejen stege i et lille minuts tid, før den er klar til at vende. Et tip kan være, at dejen er “tør” på oversiden, så er den klar til at blive vendt. Vend pandekagen og giv den anden side et lille minuts tid, eller til den er lækker og lysebrun.

Sådan fortsætter du til du ikke har mere dej at lave pandekager af, og du er klar til at nyde de lækreste, hjemmelavede pandekager.

 

Serveringsforslag:

Disse pandekager, med den skønneste smag af sommer, skal næsten serveres med friske bær til, for at fuldende følelsen af sommer. Men har du ikke lige adgang til bær, kan du lave en lækker frugtsauce, af en pose frosne bær, som du optør med lidt hyldeblomstsaft og en smule flormelis. Giv saucen et hurtigt opkog, og du er klar til servering!

Hvis det skal være ekstra festligt, kan du derudover også servere is til.

Men en helt almindelig pandekage med sukker eller syltetøj, er bestemt heller aldrig en dårlig ide! 🙂

Tip til servering:

Pandekagerne er aller lækrest når de er lune, og helst næsten direkte fra panden. Det kan dog give udfordringer, hvis der skal laves en stor portion pandekager, men så kan du ligge dem i en stak på en tallerken eller i et ildfast fad, pakke dem ind i alufolie (eller sølvpapir) og stille dem i ovnen ved 100 grader varmluft. På den måde forbliver pandekagerne lækre og lune, uden at blive tørre.

 

Velbekomme!

 

1 Kommentar

  1. Pingback: Lækre bananpandekager med chokolade - smager præcis som banankage! - Rikkes Rester

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.