Lynhurtig pastasalat af resterne fra køleskabet

En rest pasta og lidt skinke, mere skal der (næsten) ikke til

Jeg er jo temmelig vild med at bruge resterne fra køleskabet, så jeg på enhver måde kan stoppe spild af mad. Ikke at der er nogen overraskelse i det, jeg har jo trods alt også en blog om det.. 🙂 Derfor indgik der også rester i dagens frokost. Jeg havde nemlig en rest kogt pasta og lidt skinke tilovers fra aftensmaden i går. Dette er jo egentlig også hovedingredienserne i det super lækre pastafad, enten til pastafadet med porre og skinke, eller til pastafadet med skinke og spicy tomatsovs. Selvom begge varianter er super lækre, var humøret i dag, til noget lidt lettere, for det skulle bare være hurtigt og nemt, men selvfølgelig også lækkert. Og derfor blev det til en hurtig pastasalat.

En ret fuld af muligheder:

Jeg er virkelig vild med pasta, og er derfor også temmelig begejsteret for pastasalaten, som kan gøres både simpel og lækker, men også kan være lidt mere avanceret. Og uanset hvilken retning man vælger, kan pastasalaten varieres i det uendelige! Det er også en af nøgleordene for de fleste af mine opskrifter her på bloggen: De indeholder alle en stor grad af mulighed for variation, som giver dig plads til at bruge præcis de rester du har hjemme i dit køleskab.

I denne pastasalat indgår der ikke voldsomt mange grøntsager, men det kan du fuldstændig selv styre. Du kan i virkeligheden gå helt amok og bruge alle de grøntsager du har tilovers, bare skær dem fint ud, og bland i dressingen. det kan dog godt være at du skal justere mændgen af dressing en smule op, hvis der kommer en masse mere fylde i pastasalaten.

Bare husk på, jo mere letfordærvelige grøntsagerne er, som du blander i pastasalaten, kan det have betydning for holdbarheden. Hvis du eksempelvis kommer avokadostykker i pastasalaten, kan salaten måske ikke holde helt så længe, da avokado godt kan blive temmelig kedelig efter et par dage. Men bruger du andet grønt som f.eks. snackpebre, radiser eller lignende, burde det ikke have noget at sige. Pastasalaten kan holde sig i ca. 5 dage i køleskabet, i en lufttæt beholder.

Til min pastasalat brugte jeg: 

  • 300 gr. kogt pasta (jeg brugte fuldkorns varianten, men det behøver man ikke)
  • 200 gr. kogt skinke (du kan også bruge kylling eller hamburgerryg)
  • Ca. 5 dl. cremefraiche (næsten et helt bæger, alt efter hvor meget dressing du kan lide i din pastasalat)
  • 2 – 3 tsk. kapers (kan undlades, hvis du ikke er til kapers)
  • Et lille bundt forårsløg
  • 1 stor håndfuld friske krydderurter (fx. dild, basilikum, persille, karse, purløg osv.)
  • Salt og peber
  • Et lille drys sukker

Sådan gør du:

Start med at blande dressingen:

Hak krydderurterne fint og rør dem sammen med cremefraichen. Smag til med salt, peber og sukker.

Skær skinken i mundrette stykker, og hak forårsløgene fint. Bland skinke, forårsløg og kapers med pastaen og rør det hele godt sammen med dressingen.

Tip:

Denne pastasalat er rig på muligheder, og kan derfor varieres i det uendelige. Du kan altså bruge stort det lige de grøntsager du har tilovers i hjemmet: Eksempelvis kan du bruge snackpeber, radiser, asparges, avokado, majs, ærter, gulerødder i små tern, fintsnittet kål, agurker i små tern (hvor midten er fjernet) osv. Du kan altså bruge stort set lige præcis de grøntsager du har tilovers derhjemme, og kan altså variere og afprøve pastasalaten i det uendelige. Bare prøv dig frem og find din helt egen favorit.

 

Tip til servering:

Server pastasalaten med lidt grøn salat og eventuelt lidt godt brød.

 

Velbekomme!

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.