Linsesalat med forårsløg, avokado, asparges og artiskok

Nu hvor foråret lader vente på sig, må man gøre hvad man kan for at hjælpe på det. derfor lavede jeg denne lækre linsesalat, der leder tankerne hen på lune forår- og sommeraftner, hvor denne lækre salat er fremragende tilbehør til grillaftenen. Men heldigvis kan den også sagtens serveres som tilbehør til andre retter, som er mere gængse og kan serveres året rundt. Ekesmpeltvis passer denne salat perfekt til kylling, oksesteg eller andre typer kød. Fordi salaten indeholder linser, der giver masser af fylde og mæthed, kan salaten sagtens udgøre et nåltid i sig selv. Hvis du synes der skal lidt mere til, kan salaten også snildt udgøre det, for eneste følgesvend til en god bøf eller et godt stykke kylling.

Det skønne ved denne salat er, at den kan – fuldstændig ligesom couscous – varieres i det uendelige. Den kan altså laves med lige præcis de grøntsager du har tilovers derhjemme, eller de grøntsager du kan finde i grøntsagsskuffen eller i dine køkkenskabe. Du kan altså bruge netop de grøntsager du har derhjemme, og på den måde at få brugt de sidste rester og dermed være med til at stoppe spild af mad.

Jeg brugte forårsløg, avokado, asparges og artiskok, men kunne lige så godt have brugt helt andre grøntsager som f.eks. frisk spinat, rød peber, gulerødder, stegte champignoner eller noget helt andet. Herunder får I de ingredienser jeg brugte til min linsesalat, men du kan altså sagtens udskifte dem med andre grøntsager, der måske falder mere i sin smag.

Derudover kan man også sagtens bruge bygkorn, enhver type linser, quinoa eller couscous som base til salaten, det behøver altså ikke at være de hvide linser, jeg har brugt til min salat.

Ingredienser:

  • 250 gr. linser – det er ligemeget om du bruger grønne, røde eller hvide
  • 3 – 4 forårsløg
  • 1 avokado
  • 1 bundt friske, grønne asparges
  • 1 glas grillede artiskokhjerter i olie
  • Salt og peber
  • En smule olie
  • 1 tsk tørrede chiliflager
  • Eventuelt en smule rød pesto

Sådan gør du:

Start med at koge linserne efter anvisningen på pakken – hvis du vælger de tørrede linser fra supermarkedet. Du kan også sagtens købe linser på dåse eller i plasticpose, der allerede er forkogt, og derfor er klar til brug med det samme.

Hæld de tilberedte linser i en stor skål. Snit forårsløgene fint og kom dem op i skålen til linserne. Flæk avokadoen, fjern sten og skal og skær avokadokødet ud i tern og kom også dem op i skålen. Skyl aspargesene, bræk det nederste hårde stykke af dem og skær aspargesene i stykker af ca 2 cm. Når de alle er skåret ud, kommer du også dem op i skålen.

Tag de grillede artiskokker op af olien, lad olien dryppe af på et stykke køkkenrulle i et øjeblik. Skær artiskokkerne i mindre stykker og kom også dem op i skålen med de andre grøntsager.

Rør det hele rundt og hæld en smule olie i linsesalaten, for at binde det hele lidt sammen. Smag til med salt, peber og krydderier. Tilsæt eventuelt også en smule rød pesto.

 

Tip:

Lad gerne linsesalaten stå natten over, da smagene på den måde rigtigt vil trække sammen og smagen vil blive endnu bedre. Linsesalaten er også super lækker på madpakken, så hvis du har noget tilovers, er det super lækkert at have med på madpakken dagen efter.

 

 

 

Velbekomme

 

 

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.