Lækre, sprøde broccoli-cheese-toppe

Jeg er vild med broccoli, men har nogle gange også svært ved at finde på variationer for den lækre grøntsag, for ja, det bliver altså hurtigt dødkedeligt kun at spise kogt broccoli. Derfor blev jeg også temmelig glad da jeg fandt opskriften på disse små herligheder, som oven i købet er rigtig gode i kampen om at stoppe spild af mad. Det skyldes, at toppene kun består af 4 ingredienser, som man næsten altid har i køleskabet – i hvert kræver disse toppe ikke den helt store tur i supermarkedet eller en masse besøg i specialforretninger. Derudover skal man bruge rugbrød i denne opskrift, og det har man næsten altid et par skiver af i overskud, og broccolien kan med fordel bruges hel, så undgår du også madspild på denne. Samtidig er de super lette at lave, tager næsten ingen tid, og kan også sagtens spises af folk, som måske ikke er særlig vilde med broccoli.

De små toppe er super sunde, nærende og mætter godt. De er lækre både varme og kolde og kan derfor bruges i massevis af sammenhænge: på madpakken, i picnickurven, som tilbehør til aftensmaden, som snack til den lille sult, på buffeten, til brunch eller noget helt andet? Mulighederne er mange, og fremgangsmåden super simpel, så du ikke behøver at stå i køkkenet i flere timer for at fremtrylle en ordentlig portion. De kan også sagtens fryses ned og gemmes til senere.

Du skal bruge følgende:IMG_0625

  • 1 hel broccoli
  • 5 skiver tørt rugbrød
  • 150 gr. revet cheddar
  • 4 æg

Sådan gør du:

Start med at rive hele broccolien fint. Jo finere du river broccolien i, jo finere bliver toppene i sidste ende. Man kan også snitte broccolien, men det er lettest at rive den, så er man sikker på at det hele bliver jævnt, fint og lækkert. Du kan sagtens rive hele broccolien med, da staven er lige så egnet som buketterne af broccolien er, ligesom der også sidder masser af mineraler, vitaminer og magnesium i staven, så riv bare det hele med. Så får du også en større omgang af de lækre toppe, og du kan lige så godt lave en stor portion når du nu alligevel er i gang, for det tager ikke længere tid. 🙂

Når du har revet broccolien fint, smuldrer du også rugbrødet fint. Jeg havde noget temmelig tørt rugbrød uden kerner eller noget i, så jeg smuldrede det med fingrene, men du kan også sagtens blende det, det er nok lettere.
Når det hele er smuldret fint, hælder du den revne cheddar i, og blander de tre ingredienser godt sammen. Til sidst pisker du de 4 æg sammen, og blander dem sammen med broccoli-blandingen. Når du har fået en ensformig masse, former du små toppe af massen med to skeer, og sætter disse på en bageplade med bagepapir. Bag toppene i en forvarmet ovn ved 180 grader (varmluft) i 10-12 minutter, til de er let gyldne og sprøde i kanten.
Når toppene er færdigbagte kan du lade dem køle lidt af på en rist, eller servere dem lune som tilbehør til aftensmaden.

Velbekomme og god fornøjelse!

9 Kommentarer

  1. sanne samuelsn

    Super lækkert.Blomkål mm kan jo også bruges.Som det hedder sig : Kun fantaasien sætter grænser.

    Svar
    1. Rikke

      Hej Sanne. Jeg er rigtig glad for at du kan lide dem, de er også helt klart en af mine egne favoritter ☺️ Ja jeg har også prøvet at lave dem med blomkål og de blev mindst ligeså lækre som de med broccoli! Så du har fuldstændig ret, kun fantasien sætter grænser!
      Hilsen Rikke

      Svar
    2. rikkebolding93@gmail.com (Forfatter)

      Hej Sanne
      Lige præcis, kun fantasien sætter grænser! Og jeg har også afprøvet opskriften med blomkål, og det var også super lækkert. Jeg havde en smule spinat, som jeg også tilsatte blandingen, og det blev det bestemt ikke dårligere af 🙂
      Held og lykke

      Svar
  2. Pernille

    Det lyder spænende. Kan frossen broccoli i buketter mon bruges? Glæder mig til at afprøve opskriften.

    Svar
    1. rikkebolding93@gmail.com (Forfatter)

      Hej Pernille

      Det kan de sagtens! Jeg ville nok bare lade dem tø op (eventuelt give dem et hurtigt opkog) og lige køre en stavblender igennem dem. På den måde får du helt fint broccoli smulder, som giver de fineste og lækreste toppe.
      Du kan også bruge andre grøntsager som f.eks. blomkål eller spinat.
      Held og lykke!

      Kærlig hilsen Rikke

      Svar
  3. Patrick segers

    Men kan også måske laver det med revet rødbeder ,fex resten fra et Buffet

    Svar
    1. RikkesRester

      Ja det lyder også rigtig lækkert, tak for tippet, det vil jeg da afprøve! ☺️

      Svar
  4. Pingback: Grøntsagstoppe - Kom af med de resterende grøntsager og stop madspildet. - Rikkes Rester

  5. Pingback: Blomkåls-cheese-toppe med spinat og cheddar - en ny og lækker variant - Rikkes Rester

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.