Lækre bananpandekager med chokolade – smager præcis som banankage!

Jeg er vild med bananpandekager, hvilket også er derfor jeg efterhånden har lagt opskriften op et par gange. Beklager for gentagelsen, men de er simpelthen bare så lækre! Og denne nye variant, smager fuldstændigt som banankage med chokolade – kan det blive bedre?! Og så er de tilmeld sundere (det bilder jeg mig i hvert fald ind), da de er lavet med havregryn og er uden tilsat sukker (udover det fra chokoladen og bananerne..) Men stadig, de er sundere end så meget andet man kan spise, og med de briller på, er de vel sådan set slet ikke så slemme – vel?

Verdens bedste bekæmpelse af madspild

Som sagt er jeg kæmpe stor fan af bananpandekager. Egentlig er jeg vild med pandekager generelt, men specielt udgaven med bananer og havregryn. Dette skyldes både, at kombinationen af bananer og havregryn simpelthen er himmelsk og giver en næsten nøddeagtig og skøn sødmefuld smag. Derudover er havregryn en super genvej til fibre og fuldkorn, og bananer er giver masser af sødme, så du slipper for at tilsætte almindeligt hvidt sukker. Og endelig, den vigtigste grund: det her er en af de lækreste måder at få brugt de sidste, brune og overmodne bananer på og derved være med til at stoppe spild af mad. De brune, overmodne bananer giver en skøn smag og masser af sødme til kager og bagværk, og er derfor en perfekt måde at bruge bananer på, som ellers ville have endt i skraldespanden.

Tip: Har nogle bananer, som er ved at blive overmodne og har fået brune pletter, men ikke har tid til at få dem brugt med det samme, så frys dem ned. Bananerne kan sagtens ligge i fryseren indtil du skal bruge dem, så de ikke bliver alt for overmodne. Med et par bananer i fryseren, har du også altid til en omgang banankage, muffins, smoothie eller disse skønne bananpandekager.

 

Genganger javist, men på en ny måde

Denne udgave af bananpandekagerne opstod egentlig af en ordentlig omgang ryd-op-i-køleskabet og fryseren – som så mange andre af mine opskrifter opstår. Når man laver pandekager, skal der dog være nogenlunde styr på mængderne og forholdene, for ellers hænger dejen simpelthen ikke sammen på panden. Derfor ligner opskriften lidt de tidligere bananpandekager; altså bestående af æg, bananer, havregryn og mælk (eller andet mælkeprodukt som creme fraiche eller ligenende).

Hvis du gerne vil se den oprindelige opskrift på mine banapandekager, kan du finde den her.

Eller en mere sommerlig udgave med hyldeblomst og masser af vanilje, finder du den her. 

Pandekager lavet af is, hvorfor ikke?

I denne udgave valgte jeg en smule anderledes i mit valg af mælk, nemlig bananis. Ja jeg ved det, det lyder måske lidt specielt, men jeg havde en masse bananis i fryseren, og så fik jeg lyst til at prøve det lidt af. Den bananis jeg havde i fryseren, var lavet af æggeblommer, fløde, en smule stevia sukker, vanilje og bananer. Derfor var der jo intet i, som ikke også sagtens kunne blandes i en pandekagedej. Men for nemhedens skyld, har jeg skrevet listen af ingredienser, som de ville fremgå, hvis de ikke var blandet sammen som bananis, men bare almindelige råvarer, før de blev lavet til is.

Men som altid, opstår mine opskrifter af de råvarer jeg har. derfor er der altid plads til variation, alt efter hvad køleskabet indeholder. Så hvis du ikke lige har fløde eller mælk, så brug hvad du har. Hvis du har creme fraiche, kærnemælk, madlavningsfløde eller lignende, er det også super! Bare du bruger noget inden for kategorien ‘mælkeprodukt’. Dog skal det være flydense mælkeprodukt, og altså ikke ost 🙂

Ingredienser: 

  • 4 – 5 æg
  • 200 – 250 gr havregryn (grov- eller fintvalsede, det er ligegyldigt)
  • 4 bananer
  • ½ liter piskefløde
  • Evt. en sjat mælk
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 150 gr mørk chokolade, finthakket
  • Evt. et lille drys kanel
  • Smør til stegning

Sådan gør du:

Start med at blande æg, havregryn, bananer og fløde sammen. Blend det hele grundigt sammen med en stavblender. Dejen må gerne være meget luftig, så hvis din stavblender ikke kan røre nok luft ind i dejen, så pisk gerne dejen hurtigt igennem med en elpisker. Hvis dejen er for tyktflydende efter din smag, kan du tilsætte en sjat mælk, men mælken skal helst ikke piskes i dejen med samme ihærdighed, men hellere holdes, eller røres forsigtigt, så du ikke slår alt luften ud af dejen igen. Rør til sidst den finthakkede mørke chokolade i dejen og smag dejen til med en smule vanilje og eventuelt en drys kanel.

Lad dejen stå og hvile, gerne i mindst en halv times tid, så dejen får tid til at samle sig. Jo længere dejen får lov til at samle sig, jo mere sammenhængende bliver dine pandekager, og jo lettere bliver pandekagerne at vende.

Når dejen har hvilet, varmes en pande, så den er gennemvarm. Kom en lille klat smør på panden og lad det smelte helt. Hæld derefter en passende mængde pandekagedej på panden. Jeg kan godt lide små pandekager, som man lettere kan snacke af. Du kan dog sagtens lave almindelige, store pandekager, hvis du bedre kan lide dem. Lad dejen stege i et lille minut på den ene side, eller til dejen er “tør” på toppen. Vend derefter pandekagen og lad den anden side stege i et lille halvt minut, eller til den er lysebrun på begge sider.

Tip: Hold pandekagerne dejligt lune, uden de tørrer ud

Når pandekagerne er bagte, kan du ligge dem på en tallerken eller i et ildfast fad. På den måde kan du nemt dække dem med alufolie og holde dem lune i ovnen. Alufolien sørger for at pandekagerne ikke tørrer ud, og du kan nyde dine lækre, hjemmelavede pandekager lune og skønne.

Tip til servering:

  • Præcis som de er: Da disse bananpandekager er så søde og lækre, og næsten smager som banankage, kan de sagtens spises præcis som de er. Og allerhelst lune, direkte fra panden.
  • Med is eller flødeskum: Hvis der rigtig skal være fest, kan man servere bananpandekagerne med en smule vaniljeis eller en klat flødeskum. Eventuelt med chokoladespåner, chokoladesauce, hakkede nødder eller friske bær drysset over. Det ser både flot ud og smager skønt.
  • Til den ægte chokoladefan: Hvis du er en ægte chokolade elsker, kan du servere de lune bananpandekager i en stak, med stykker af pålægchokolade imellem, som derved smelter. Det er virkelig som himlen for enhver chokolade elsker!
  • Til nøddeelskeren: Pandekagerne smager også skønt, hvis du smører dem med en nøddecreme. Du kan sagtens lave din egen, men i en snæver vending kan Nutella også sagtens bruges. Eventuelt kan du smøre et tykt lag på toppen af en stak pandekager og drysse med hakkede nødder, det giver et lækkert bid til pandekagerne.
  • Den amerikanske klassiker: Med ahornsirup selvfølgelig! Ahornsirup er sødt, krydret og super lækkert. Server eventuelt en smule frisk frugt eller bær til, for at give lidt modspil til den søde sirup og de søde bananpandekager.
  • Den moderne og amerikanske: En anden serveringsmulighed er, at smøre peanutbutter mellem to bananpandekager, og servere dem som en form for sandwich. Peanutbutter klæder banan enormt godt, og giver et glimrende modspil til de søde bananer. Derudover er peanutbutter og chokolade bare en fantastisk kombination.
    På denne måde kan man også servere dem som en lille snack eller en let dessert. Eller som en lille lækkerbidsken til børnene på madpakken.

 

Velbekomme!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.