Lækker og super simpel laksesalat med kun 4 ingredienser

Fisk er rigtig lækkert, super sundt og smækfyldt med sunde fedtstoffer og omega 3. Eksperterne mener, at man skal have fisk mindst tre gange om ugen, for at få alle de nødvendige mineraler og fedtstoffer, som er så gode for kroppen og ens hjerne. I virkeligheden findes der jo tusindvis af lækre fisk, og lige så mange skønne måder at tilberede dem på, men i en travl hverdag, kan det godt være svært at finde inspirationen til nye varianter frem. For så spændende er panerede fiskefiletter bare heller ikke, at man kan spise dem to gange om ugen, hver eneste uge… Men fisk er så meget mere end fiskefiletter.

Lækker, alsidig fisk: Laksen

En af mine yndlingsfisk er faktisk laks. Jeg er vildt med laks, i stort set alle afskygninger, og den kan tilberedes på tusind måder. Jeg har tidligere lavet en lækker, cremet spinatlasagne med laks som smager skønt. Og nu har jeg forsøgt mig lidt med laksen igen. Jeg fandt et godt stykke varmrøget laks i min fryser, og den skulle da bruges til noget lækkert.

Jeg havde også en halv bøtte hytteost i køleskabet, og så gav det jo nærmest sig selv: Så skulle der laves laksesalat. Opskriften er super simpel og kræver næsten ingen ingredienser, og laksesalaten smager fremragende! Samtidig kræver opskriften ikke ret mange ingredienser, og er super god i kampen om at stoppe spild af mad. De fleste af ingredienserne kan findes i et almindeligt køleskab, men hvis ikke, kræver det ikke den helst store tur i supermarkedet, og ingredienserne kan bruges til et utal af andre retter.

Du skal bruge: 

  • Varmrøget laks, ca 200 gram
  • 1 lille rødløg
  • 200 gram hytteost
  • 1 klat flødeost, gerne pikantost eller pikantost med urter (den grønne)
  • En smule friskkværnet peber

Sådan gør du:

Start med at smuldre laksen til mindre stykker og kom det i en skål. Snit rødløget i små fine stykker og kom også det i skålen, sammen med hytteosten og rør godt. Kom evt en klat flødeost i laksesalaten, for at samle laksesalaten og gøre den mere cremet. Smag til med friskkværnet peber og evt en smule salt.

 

Tip til servering:

Denne laksesalet er skøn på frokostbordet eller i en sandwich. I picnickurven eller på madpakken. Lav eventuelt en sandwich med laksesalet og en smule spidskål. Jeg bruger ofte spidskål frem for almindelig iceberg salat, da kålen indeholder flere mineraler og ikke ikke bliver blød og ’slasket’ i en sandwich. Spidskål er stadig mild i smagen, og bevarer sin sprødhed, så er derfor super god, fintsnittet, i en sandwich.

 

 

 

Velbekomme

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.