Lækker kylling i karry – perfekt efterårsmad

Nu hvor vejret er trist og gråt, og efteråret rigtigt har ramt os, er det tid til lækre gryderetter man rigtigt kan varme sig på. En af mine favorit retter, der giver masser af god varme, er boller i karry, eller den lidt mere moderne variant; Kylling i karry. Netop udgaven med kylling er perfekt, fordi den er super let at lave, og langt hurtigere end klassikeren med kødboller – selvom det virkelig også er lækkert!

img_0847Ideen om kylling i karryen opstod egentlig en dag hvor jeg havde frosset lidt hele dagen, og virkelig havde brug for noget at varme mig på. Derudover havde jeg næsten alle ingredienserne klar på frost – i form af rester fra andre aftner, hvor vi ikke kunne spise op. Vi havde både et par stegte kyllingelår, en bøtte karrysovs og en pose med ris, samt et par ferske kyllingebryster til at spæde op med. Derudover havde jeg et par champignoner i køleskabet, som også kunne give lidt fylde til karrysovsen.

Jeg går meget op i madspild og hvordan man kan stoppe spild af mad (surprise – jeg har jo ligefrem lavet en blog om det..!), simpelthen fordi jeg synes det er synd at smide mad ud, som ikke fejler noget som helst. Derfor gemmer jeg næsten også altid resterne fra aftensmaden og fryser dem ofte ned. Ved at bruge fryseren som opbevaring, kan du forlænge holdbarheden markant og derved også undgå at spise den samme ret flere dage i træk. Og samtidig kan det hjælpe til hurtig aftensmad en anden gang – som netop nu, hvor forskellige rester blev til en rigtig lækker omgang kylling i karry.

Som sagt havde jeg mange af ingredienserne klar på frost – men det har langt de færreste jo nok. Derfor kommer jeg med opskrift og fremgangsmåde, på min version, som hvis fryseren var tom. Og så er det op til dig at bytte ud med de råvarer, som netop din fryser gemmer på. Her kommer den fulde opskrift:

Kylling i karry – Ingredienser:

  • 400 gram kylling (gerne både bryst filetter og lår, da disse indeholder mere smag)
  • 50 gr. smør
  • 8 spsk. mel
  • 4 dl. mælk
  • 3-4 dl kyllingefond eller bouillon
  • 5 spsk. karry
  • 2 tsk. paprika
  • Et nip chili eller cayennepeber
  • Salt og peber efter smag
  • 1 lille løg
  • 6-8 champignoner, snittet fint
  • evt. 1-2 røde snackpebre
  • (Du kan også tilsætte diverse revne grøntsager, f.eks. gulerødder, pastinat, selleri, æbler osv. Det afgør du selv, alt efter smag og behag.)

Fremgangsmåde:

Start med at koge kyllingen i lidt vang med en bouillonterning. Derved får du også kyllingefonden, som du skal bruge senere – så det er vigtig du gemmer den, når kyllingen er kogt.
Når kyllingen er færdig, må den gerne køle lidt af og derefter parteres og skæres i mindre stykker.

Når kyllingen er kogt, kan du starte på sovsen: Smelt smørret i en gryde ved middel varme sammen med karryen. Smørret skal ikke blive brunt, kun smelte. Når smørret er smeltet, tilsætter du mel og rører kraftigt. Når smørbollen er rørt ordentlig sammen, uden klumper, og uden at være brændt på, tilsætter du mælk og bouillon og rører sammen til en sammenhængende sovs uden klumper.
Dernæst tilsætter du de resterende krydderier og smager sovsen til så den smager som du ønsker.
Når sovsen smager som den skal, må den gerne simre lidt, så den opnår den rette konsistens. Eventuelt kan du tilsætte lidt meljævning, hvis den skal være tykkere, eller lidt mere bouillon hvis den skal være mere flydende.

Mens sovsen simrer, kan du gøre grøntsagerne klar: Snit champignon, løg og snackpeber fint, og svits dem igennem på en pande ved høj varme, i en lille smule smør. Når grøntsagerne er svitset, hælder du dem i karrysovsen, sammen med kyllingen. Når Derefter må sovsen gerne lige simre lidt, så karrysovsen er godt varm, hvorefter den er klar til servering.  img_0848

 

Kylling i karryen serveres med ris, eller eventuelt bulgur eller couscous, hvis du er mere til det.
Du kan også servere mango chutney til retten og lidt godt brød. Hvis du har lyst til flere grøntsager, kan du også servere en salat til, enten en enkel grøn salat, eller en gulerodssalat af revne gulerødder og æbler, samt rosiner og ristede græskarkerner på toppen. Det er virkelig lækkert!

 

Velbekomme!

1 Kommentar

  1. Pingback: Brug alle efterårets skønne æbler! Min guide til hvordan - Rikkes Rester

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.