Lækker cremet pasta med kylling, svampe, spinat og butternutsquash

Den anden dag lavede jeg en lække romgang græskarmuffins. Til den opskrift brugte jeg kun en halv butternutsquash, og havde derfor en halv tilbage. Jeg var tidligere faldet over en pastaret der indeholder græskar, kylling og svampe, og fik derfor lyst til at prøve det af. Som altid er jeg ikke så godt til at følge en opskrift, så jeg brugte hvad jeg havde, og lavede lidt om på opskriften – men det blev alligevel mega lækkert!

Som de fleste af mine opskrifter på denne side, er der en høj grad af mulighed for variation og mulighed for ændringer. For mig handler madlavning ikke udelukkende om at prøve nye retter, men lige så meget om at få brugt de råvarer man lige har ved hånden. Dog elsker jeg også at lave nye retter og afprøve de forskellige retter, med de råvarer jeg nu i forvejen har derhjemme. På den måde kan man få lækre retter, og stadig være med til at stoppe spild af mad.

I denne udgave af min cremede pasta med spinat og svampe, kom der en halv butternutsquash i, som jeg havde tilovers fra en anden dag. Hvis man føler sig en smule ideforladt, og ikke på nogen måde kan få brugt de sidste råvarer, man har fået tilovers, er der heldigvis også andre muligheder, Hvis du har råvarer tilovers kan du dele dem på netværket DelDinMad, hvor du kan dele din overskudsmad med andre. På den måde kan du komme af med din overskudsmad, andre kan få glæde af den og du er samtidig med til at undgå madspild. Det er da tre gode grunde der er til at tage og føle på 🙂

Pasta er verdens bedste råvare

Jeg er kæmpe fan af pasta! Pasta har reddet min aftensmad utallige gange, da den kan tilberedes og serveres på et utal af måder. Og i virkeligheden behøver pasta ikke at have en hel masse andre råvarer for at blive til en vanvittigt lækker ret! Pasta kan nemlig også sagtens være vildt lækkert, selvom retten holdes helt simpelt og med meget få råvarer. Det kommer udelukkende an på dit humør og indholdet af dit køleskab. Pasta kan sagtens servered udelukkende i selskab med en smule olie, lidt peber og en god omgang parmesan.

Denne pastaret indeholder dog en hel del flere ingredienser. Dog vil jeg stadig mene, at retten ligger i den mere simple ende, da retten stort set ikke indeholder nogen krydderier. Dog er den stadig smækfyldt af smag, der kommer fra de lækre råvarer, der er tilberedt helt simpelt, så den gode smag af hver råvare står tydeligt frem i retten. Læs med herunder og se hvor simpelt det kan gøres:

Du skal bruge: 

  • ½ butternutsquash – du kan også bruge hokkaido græskar i stedet for
  • en smule olivenolie
  • salt og peber
  • 2 kyllingebryster
  • 50 gram hvedemel
  • olie til stegning
  • 250 gram champignoner eller andre svampe
  • 150 gram frisk spinat, snittet
  • 1 – 2 dl madlavningsfløde
  • 2 – 3 teskefulde grøn pesto (kan undlades)
  • 300 gram pasta, gerne fuldkornsvarianten

Sådan gør du:

Start med at koge pastaen efter anvisningen på pakken. Den skal kun koges til den er al dente, hvis den får for meget, bliver den slatten, når den vendes sammen med resten af ingredienserne.

Skær skrællen af græskarret og fjern kernerne i midten. Skær kræskarkødet ud i mindre tern og læg dem på en bageplade med bagepapir. Dryp en smule olie over græskarstykkerne og krydr med salt og peber. Bag græskarstykkerne i ovnen ved 200 grader i et kvarters tid, til de er møre, og en smule sprøde i kanten.

Mens græskarret bager i ovnen, skæres kyllingebrystet ud i tern og vendes i hvedemelet. Varm olien i en pande og bryn kyllingen af på alle sider.

Når alle kyllingestykkerne er lysebrune og sprøde, tages de af varmen og hældes i en skål. Stil panden tilbage på varmen og varm en smule ny olie. Skær champignonerne (eller anden type svampe) i skiver og steg dem af i olien. Når svampene er brune, tilføjes spinaten til panden og varmes med. Når spinaten er blevet blød tilføjes madlavningsfløden og pestoen.

Tilføj de bagte græskarstykker og kyllingen til spinatsaucen og rør godt sammen. Vend til sidst den kogte pasta, og eventuelt en smule af pastavandet, men kun så meget, at retten ikke bliver for tør.

 

Tip til servering:

Server retten direkte fra panden, eller eventuelt med en smule finrevet parmesan på toppen. Eventuelt med en smule grøn salat til og lidt godt brød.

 

 

Velbekomme!

 

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.