Den klassiske waldorf salat

I aften står menuen på gæstemad, og når der kommer gæster skal det altid være lidt ekstra lækkert. Derfor har vi lavet dyrekølle med kartofler, vildtsovs og masser af tilbehør. Jeg er blevet indprentet, at når der skal vildt på bordet, følger det obligatoriske tilbehør i form af tyttebær, asier og selvfølgelig waldorfsalat – klassikeren over dem alle. Waldorfsalaten passer perfekt til vildt, men går også rigtig godt i spænd med lidt federe retter som f.eks. and, da Waldorfen giver et syrligt modspil, som klæder det mørke og lidt kraftigere kød rigtig godt.

Waldorf salat er måske lidt en efterårs- og vintersalat, fordi den passer så godt til de lidt mørkere og kraftigere retter, men jeg synes det var så lækkert, når nu der alligevel skulle steg på bordet. Waldorf salat er nemlig fantastisk god til langt de fleste stege, og er derfor måske mere kendt som makkerpar til julemaden eller Mortens Aftens anden, men man kan altså sagtens spise den hele året rundt!

I virkeligheden er waldorfsalat virkelig let at lave, og består hovedsagligt af ingredienser som findes i de fleste husholdninger. Jeg var i hvert fald så heldig at køleskabet var behjælpelig med en stor del af ingredienserne, så jeg faktisk kun manglede et bundt bladselleri. Jeg har nemlig næsten altid minimum en halv bøtte creme fraiche i køleskabet, og mayonnaise og vindruer var der også, og æblerne var de første fra havens frugttræer, så i virkeligheden blev denne Waldorf salat næsten udelukkende lavet af ingredienser jeg allerede havde – i bedste stop spild af mad-stil.

Waldorf salatens historie:

Waldorf salaten siges at stamme fra det fornemme New York hotel Waldorf Astoria.
Eftersigende skulle hotellets kok Oscar Michel Tschirky, som gik under navnet Oscar af Waldorf, have serveret retten for et privat selskab i forbindelse med hotellets åbning i 1893. Dengang bestod salaten primært af æbler og bladselleri, skåret i små stykker og vendt i mayonnaise. Senere er der blevet tilføjet både vindruer og valnødder, ligesom mayonnaisen er blevet skiftet ud med primært cremefraiche, og er dermed gået hen og blevet en hel klassiker – måske ikke verdens sundeste, men den smager jo virkelig godt!

 

Her får I min udgave af den klassiske Waldorf salat:IMG_0553

  • 3 æbler
  • Et bundt bladselleri (ca. 7 stilke)
  • En pakke stenfri druer
  • 100 gr. valnødder
  • 200 gr. cremefraiche 18 %
  • 2 spsk. mayonnaise
  • 1 tsk. sukker
  • Et nip salt
  • Citronsaft

Fremgangsmåde:

Start med at vaske bladsellerien grundigt og skær det nederste og groveste på stokken fra. Derefter skæres stilkene i fine stykker, ligesom æblerne. Derefter halveres druerne og valnødderne hakkes groft (Gem gerne en lille håndfuld af både nødder og druer, som du kan bruge til at pynte salaten inden servering)

Dressingen til salaten røres sammen af creme fraichen og mayonnaisen. Derefter smages den til med salt, sukker og citronsaft, hvorefter æbler, selleri, vindruer og nødder vendes i. Når salaten er blandet sammen, har den godt af at stå og trække på køl i en halv times tid inden servering.
Salaten pyntes med topskuddene fra bladsellerien, hele valnøddekerner og et par vindruer.

 

Velbekomme!

2 Kommentarer

  1. Pingback: Frugtsauce med hyldeblomst - perfekt til isdesserten - Rikkes Rester

  2. Pingback: Hjemmelavet hønsesalat - Rikkes Rester

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.