Hjemmelavet tzatziki

Hvis du har et par agurker i overskud, kan du lynhurtigt forvandle disse om til det lækreste græske tilbehør, nemlig den skønne tzatziki. På denne måde kan du lave dine rester om til de lækreste aftenretter, og samtidig være med til at stoppe spild af mad.
Tzatzikien er en af mine helt klare favoritter, fordi den er så let at lave og samtidig så usandsynligt lækker. Den tager ingen tid at røre sammen, passer til det meste og er super sund.

Jeg har stort set altid en eller anden form for surmælksprodukt (oftest cremefraiche eller græsk yoghurt) på lager i køleskabet, ligesom jeg også altid har hvidløg på lager, og så mangler man altså ikke ret meget før man er i mål med tzatzikien.

Det eneste du skal bruge er: IMG_0649

  • 2 agurker
  • 2 – 3 dl. creme fraiche eller græsk yoghurt
  • 2-3 små fed hvidløg, knuste
  • Salt og peber

Du starter med at rive agurkerne. De revne agurker puttes i en si og strøes med salt, så noget af væden trækkes ud af agurkerne. Når agurkerne er dryppet af i ca et halv times tid, røres den sammen med creme fraiche, eller den græske yoghurt, alt efter hvad du foretrækker. Smag tzatzikien til med salt, peber og de knuste hvidløgsfed.

Du kan servere tzatzikien sammen med næsten alle former for kød, men går fantastisk godt i spænd med både oksekød og lam, men også kylling og frikadeller eller farsbrød. Eventuelt kan du også lave en mere græsk udgave og putte tzatzikien oven på bøffen i en burger.

Velbekomme!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.