Hjemmelavede falafler med agurke-tomat salat og hvidløgsdressing

– En herlig måde at variere aftensmaden på og samtidig gøre den kødfri dag mere spændende. 

Nu hvor julen og nytåret er veloverstået og januar er skudt i gang, betyder det altid det samme: den obligatoriske januar kur skal igangsættes. Derfor har jeg været en tur i køkkenet og fremtrylle en af mine favorit grøntsagsretter; nemlig falafler. Falafler er lavet af kikærter, som er spækket med proteiner og andre gode sager. Derudover minder falafler en anelse om frikadeller og kan derfor være en perfekt mulighed hvis I vil forsøge jer med en kødfri dag. Tro mig, på denne måde lægger du slet ikke mærke til at du må undvære kødet 🙂

Derudover er denne ret en super fin måde at få brugt de sidste grøntsager i grøntsagsskuffen, den håndfuld cherrytomater, den enkle tomat, den halve agurk, det ene løg eller noget helt andet. På samme måde kan du også bruge lige den type salat eller kål du har i køleskabet, og hvis du ikke har noget, kan du også helt undvære. Brug hvad du har og prøv dig frem. Find din favorit og få brugt alle resterne samtidig. På den måde kan du få ryddet op i skabe og skuffer, få en masse grønt og være med til at stoppe spild af mad – win-win for alle! 🙂

Ingredienser til skønne grønne falafler: 

  • 2 dåser kikærter (drænet)
    Hvis du kun har de tørre kikærter kan disse også sagtens bruges, brug da så:
    400 g tørrede kikærter/800 g udblødte kikærter (skal stå min. 12 timer i vand)
  • 2 bundter frisk persille
  • 1 bundt frisk koriander
  • 1-2 fed hvidløg
  • 3 æg
  • 2 tsk salt
  • 4 tsk spidskommen
  • 1 tsk chilipulver
  • 4 spsk rasp
  • 2 spsk citronsaft
  • 2 små løg
  • 1/2 liter smagsneutral olie til stegning

Sådan gør du: 

HVIS du vælger at lave dine falafler med tørrede kikærter, så husk at de skal stå i vand minimum 1 2 timer og udblødes. Jeg valgte dog kikærterne fra dåse da det var langt lettere. Uanset hvilken variant du bruger, skal du bruge de drænede kikærter.

Hæld de drænede kikærter i en foodprocessor eller stor blender. Skyl persille og koriander og kom bladene op til kikærterne.
Pil og skræl løg og hvidløg og kom også det i blanderen sammen med de resterende ingredienser – dog ikke olien!

Blend det hele grundigt og smag til så det smager som du gerne vil have.
Tip: Hvis du ønsker en knap så fin falafel med en smule mere bid i, kan du mose det hele i en stor skål med en kartoffelmoser og røre det sammen i hånden.

Hæld ca ½ liter olie op i en dyb pande og varm den godt op (den er varm nok når olien syder om en træpind).
Rul derefter falafel massen i små kugler (afhængig af hvor store du vil have dem) og steg dem i olien i et par minutter, eller til de har den gyldne farve du ønsker. – Hvis massen er for våd kan det være lettere at lave “klatter” af massen og dumpe dem direkte ned i panden til stegning, så får du bare ikke helt så fine falafel kugler.
Når du tager falaflerne op af olien, bør du placere dem på noget fedtsugende papir for at fjerne overskydende olie inden servering.

Sådan serverede jeg falaflerne:

Oprindeligt serveres falafler i Mellemøsten i et pitabrød, men sådan nogle havde jeg ikek lige, så det blev madpandekager i stedet.
Derudover lavede jeg en hurtig salat af finthakket tomat, agurk og løg til at fylde i og det fungerede virkelig godt sammen med! 

Finthakkede grøntsager:

  • 3 tomater
    (jeg havde et par cherrytomater, så dem brugte jeg også)
  • 1 agurk
  • 1 rødløg
  • Saften fra ½ lime
  • Salt og peber

Skær agurk, tomat og løg ud i fine små tern og bland det hele sammen i en skål med saften fra en lime og smag til med et drys salt og friskkværnet peber.

Hvidløgsdressing: 

  • 5 dl. græsk yoghurt
    – men du kan bruge stort set den type syrnet mælkeprodukt du lige har. Du kan altså bruge creme fraiche, cheasy fraiche eller græsk yoghurt, det betyder ikke så meget 🙂
  • Saften fra ½ lime
  • Salt
  • Peber
  • 2 fed hvidløg, presset

Bland det hele og smag til efter smag.

 

Udover hvidløgsdressingen serverede jeg også min hjemmelavede chiliolie
(finthakket chili med lidt god olivenolie) til, det giver falaflerne et lille pift som er vildt lækkert.
Derudover havde jeg en smule rucolasalat og noget fintsnittet spidskål, og begge dele fungerede super godt.

 

Velbekomme! 

 

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.