Lækre, luftige gulerodboller med en rest reven gulerod

Er der nogen som helst, der ikke bliver glad af hjemmebagte boller? Nej vel? Og på sådan en dag som i dag, hvor regnen bare siler ned, kan en omgang lækkert hjemmebag hurtigt hjælpe lidt på humøret.

Derfor fik jeg sådan lyst til at gå en tur i køkkenet, da jeg så hvor trist vejret var her til formiddag. Og i køleskabet fandt jeg et par gulerødder, som trængte til at blive brugt. Samtidig havde jeg lyst til hjemmebagte boller. Derfor var valget temmelig nemt, jeg skulle da i gang med en omgang lækre hjemmebagte gulerodsboller.

Brug hvad du har, og varier gerne

Jeg havde netop et par gulerødder tilovers i køleskabet, og brugte derfor gulerod. Men hvis du har en squash, en rødbede, eller anden rodfrugt, kan du også sagtens brugde dem. Men lad være med at bruge grønt som salat eller kinakål, da det bliver lidt underligt i en bolledej. Men rodfrugter en uovertrufne i brød, boller og bagværk. Du kan også blande finthakket spinat eller grønkål i brødet, det er også super lækkert. Eller ost, eller nødder og tørret frugt. Eller en rest grød eller mos. Det hele kan bliver super lækkert, og så kan variere den samme grunddej, så den kommer til at smage på lige præcis den måde, som du godt kan lide. Vigtigst af alt, brug hvad du har derhjemme, brug resterne og prøv dig frem. Og brug gerne de råvarer du alligevel har tilovers, så er du samtidig med til at stoppe spild af mad. Eventuelt kan du også bage brødet som en form for foccacia og fordele en håndfuld halve cherrytomater ud over, eller lidt oliven og feta. Det er virkelig kun din fantasi der sætter grænsen.

Hjemmebagt brød er altid lykken

Hvis du inviterer gæster, er det altid en god ide med lidt brød på bordet. For hvis man nu er så uheldig, at have kræsne gæster, kan de i det mindst spise lidt godt brød. Og hvis dette brød oven i købet er lækkert og hjemmebagt, vil alle være imponerede. For der findes nok intet så lækkert, som hjemmebagt brød. Det giver den der helt unikke følelse af, at folk lige har gjort den smule mere, for at forkæle en. Og det er da altid vidunderligt at blive forkælet 🙂

Jeg er en ægte brød-pige og elsker brød. Stort set alt slags brød, men specielt den hjemmebagte slags. Og i virkeligheden er det jo ikke så svært. Specielt ikke hvis du har en røremaskine, for så skal du bare hælde ingredienserne i, og lade maskinen gøre arbejdet. Og hjemmebagt brød, giver altid lige det ekstra til serveringen. Det er næsten ligegyldigt om det er til morgenmaden, buffeten, frokosten, forretten, hovedrettetn eller det søde brød til desserten eller kaffen. Brød er bare vanvittigt lækkert!

Prøv at tænk over det, bliver du ikke også glad når tjeneren kommer med en gratis brødkurv, med lækkert hjemmebagt brød, når du er ude på en restaurant. Det er da bare skønt at få lidt lækkert brød, mens man venter på sin hovedret. det synes jeg i hvert fald. Så hvorfor ikke bringe denne glæde med hjem til dine egne gæster? Det er så nemt at bage lidt lækkert brød. Du kan endda gøre det i forvejen, fryse det ned, og lige lune brødet før servering. Og hvis du på nogen måde kan nå det, så bag brødet selv. Dine gæster vil elske dig for det.

Hjemmebagte gulerodsboller:

Disse gulerodsboller er skønne til næsten alle måltider: Til eftermiddagskaffen, med en skive ost. Til brunchbordet. Til morgenbordet. Til suppen til aftensmad. I madpakken eller i picnickurven. De er bare skønne! Hvis du har gæster inviteret, kan du også bage dem som små kuvertbrød, som boller eller som flutes, som er lettere at servere i skiver. Det er helt op til dig, bollerne er skønne uanset udformningen 🙂

Den revne gulerod i dejen, giver en smule sødme til bollerne, som er super skøn. Samtidig medvirker de revne gulerødder til, at bollerne ikke så let bliver tørre, hvilket jo altid er en fordel.

Du skal bruge følgende: 

  • 25 gram gær
  • 2,5 dl mælk
    (du kan eventuelt også bruge vand, hvis du hellere vil det)
  • 1 tsk salt
  • 3 spsk olie
  • 1 æg
  • 200 gram gulerod (revet)
  • 1 dl solsikkekerner
  • 400 gram hvedemel
  • 200 gr fuldkornsmel (kan erstattes med hvedemel)

Derudover:

  • 1 æg til pensling

Sådan gør du:

Lun mælken så den er lunken. Rør herefter gæren ud i mælken, så gæren er helt “smeltet”.  Tilsæt salt, olie og æg og rør det godt sammen. Tilsæt herefter den revne gulerod og solsikkekernerne og rør dem sammen med dejen. Rør derefter melet i lidt efter lidt til dejen har den ønskede konsistens. Dejen skal helst være let fugtig og smidig, og ikke føles tung. Det er vigtigt at dejen er let klistret, det gør intet, den vil føles lidt mere “tør”, når den har hævet. Og husk, når du bager boller; du kan altid tilsætte lidt mere mel, men du kan aldrig fjerne det, hvis du har rørt for meget i. Og tilsætter du for meget mel, kan dine boller let blive tørre og føles tunge. Så hold gerne lidt igen med melet.
Husk at røre dejen grundigt sammen. Jo mere du ælter den, jo bedre vil dejen kunne hæve, og jo lettere og luftigere boller vil du få.

Lad dejen hæve i 30 til 45 minutter et lunt sted.

Når dejen er hævet, slår du den ned og giver den en omgang æltning igen. Form derefter dejen til ca 12 boller, alt efter hvor store du vil have dem. Sæt bollerne på en plade beklædt med bagepapir et lunt sted og lad dem efterhæve i ca 15 minutter. Imens de hæver, kan du tænde for ovnen, på 200 grader varmluft. så er den varm til når bollerne er hævet færdigt.

Når bollerne er hævet færdigt, pensles de med sammenpisket æg.
Bag bollerne i ovnen ved 200 garder varmluft, i ca 15 minutter, eller til de er gyldne.

Tip:

For at tjekke om bollerne er bag færdige, kan du vende en af dem om, og banke den forsigtigt på bunden på fingrede. Hvis den lyder hul, og bunden er let gylden, er bollerne bagt færdige.

 

Tip til bagning:

Du kan opnå en mere sprød skorpe, hvis du kaster ca 2-4 cl (1 snapseglas) vand ind i bunden af ovnen, så snart du har sat bollerne ind i ovnen.

 

Tip til variation:

Som skrevet tidligere, behøver du ikke nødvendigvis at bruge gulerod i dine boller. Du kan udskifte de 200 gram gulerod med samme mængde af en anden rodfrugt, f.eks rødbede eller selleri. Eller du kan bruge samme mængde finthakket spinat eller grønkål, det smager rigtig lækkert, og giver en fin lysegrøn farve.

Hvis du bruger andet end gulerod, kan du eventuelt udskifte solsikkekernerne, med en anden type frø eller kerner, eller med havregryn, for at få lidt mere fuldkorn og fibre i dejen. Hvis du bruger havregryn, skal du dog måske nedjustere mængden af mel.

 

Velbekomme og held og lykke med bagningen!

 

1 Kommentar

  1. Pingback: Brug alle efterårets skønne æbler! Min guide til hvordan - Rikkes Rester

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.