Grøntsagstærte med med skinke, broccoli, spinat og forårsløg

Jeg synes tærte er en af de aller lækreste måder at undgå madspild på. Tærten er nemlig super nem, for den kan laves af præcis de råvarer du har tilovers. Og stort set alle råvarer kan bruges! Du kan bruge langt de fleste grøntsager, næsten alle typer kød og du kan endda også komme ris, pasta eller andet fyld i, som bygkorn eller couscous for at skabe fylde og gøre tærten ekstra mættende. Det er da madspildsbekæmpelse gjort simpelt og lige efter min bog, for jeg elsker retter der kan bruges til at stoppe spild af mad.

Til denne tærte brugte jeg en kvart hamburgerryg jeg havde tilovers fra aftenen før. Derudover havde jeg en broccoli, en kvart pose frisk babyspinat og et bundt forårsløg, og så var indholdet til tærten jo på plads. Du kan selvfølgelig fylde din tærte med lige præcis det fyld du allerbedst kan lide. Det gælder næsten alt, for man kan stort set komme hvad som helst i en tærte.

Herunder får I opskriften på hvad jeg brugte i min tærte:

Tærtedejen:

Man kan selvfølgelig sagtens bruge supermarkedets færdige tærtedej, men det er faktisk slet ikke så svært at lave sin egen. Her får I min opskrift:

Du skal bruge:

  • 100 gram fuldkornsmel
  • 100 gram hvedemel
  • ½ dl olie
  • 1 dl vand
  • 1 tsk. fint salt.

Sådan gør du:

Gnid olie sammen med mel og salt med fingrene. Tilsæt vand og ælt dejen sammen til en lind dej. Vandmængden kan variere lidt alt efter temperatur og meltypen du bruger, og du behøver ikke at tilsætte alt vandet.

Fordel dejen i en smurt 27 diameters tærteform og fordel den i bunden og op ad kanterne med fingerspidserne. Prik huller med en gaffel og forbag tærtedejen i 15 minutter ved 200 grader almindelig ovn. Når du forbager tærtedejen får du en mere sprød tærtebund, som ikke bliver klæg og tung, selvom tærten bages med masser af lækkert fyld.

Tip:

Hvis du ikke vil have en grov tærtedej, kan du selvfølgelig også udelukkende bruge hvedemel. Jeg kan dog ret godt lide at min tærtedej er lidt grovere i det, da jeg synes at smagen bliver lidt dybere og en smule nøddeagtig, og det kan jeg rigtig godt lide.

Tærtefyldet:

Jeg plejer at “binde” min tærte sammen med en æggemasse rørt sammen med hytteost – det gør tærten lækker luftig. Samtidig har hytteosten en mild smag og tilfører masser af proteiner til tærten, som mætter dejligt.

Du skal bruge:

  • 200 gram skinke eller hamburgerryg
  • 100 gram frisk spinat
  • 1 bundt forårsløg
  • Buketterne af en lille broccoli
  • 6 æg
  • 450 gram hytteost
  • Salt og peber
  • 1 tsk Herbes De Provence krydderiblanding (kan undlades)
  • 150 gram revet mozzarella

Sådan gør du:

Start med at skære kødet ud i tern. Skyl og snit spinaten groft. Rens forårsløgene og skær dem ud i skiver. Skær broccolien ud i fine buketter. Stokken kan også godt bruges, den skal bare skæres ud i fine tern. Kom broccolien i en skål og hæld kogende vand over, sammen med en smule salt. Lad broccolien stå i et par minutter, så stokken når at blive en smule blød. På den måde har broccolien lettere ved at nå at blive tilberedt mens tærten bages i ovnen, og du undgår at broccolien bliver hård i den færdige tærte. Hæld vandet fra og lad broccolien tørre lidt.

Bland alle grøntsagerne sammen med kødet og kom dem op i tærteformen med den forbagte tærtedej.

Bland æg og hytteost  med krydderierne og rør det hele godt sammen. Hæld æggeblandingen over grøntsagerne og rør det hele lidt sammen i tærteformen. Drys den revne mozzarella på toppen af tærten

Bag tærten i ovnen ved 150 grader, almindelig ovn, i ca 40 minutter. Hvis osten tager for meget farve, kan du eventuelt bage tærten tildækket med sølvpapir de sidste 15 minutter.

 

Server tærten med en grøn salat, eventuelt med en olie-eddike dressing og måske en smule godt brød til.

 

Velbekomme!

 

 

 

 

 

 

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.