Fyldig måltidssalat med kål, avokado, kylling og pesto dressing

Nogle gange skal aftensmaden bare være hurtig og nem. Men det behøver heldigvis hverken at betyde, at den skal bestå af fastfood eller rugbrødsmadder. Selvom begge dele nu også kan være lækkert engang imellem. For leden dag havde jeg dog lyst til noget andet.. Nogle gange får jeg simpelthen bare lyst til noget lækkert og rigtig sundt, og jeg er ellers overhovedet ikke den typiske salat pige! Men lige pludseligt, var det det eneste jeg havde lyst til. Men heldigvis bød køleskabet også på en masse lækkert, så jeg snildt kunne få bikset en lækker, og mættende salat sammen til min aftensmad.

Da jeg var lille hadede jeg grøntsager…

Og det er virkelig ikke for at lyde frelst, for det er godt nok sjældent at min aftensmad udelukkende består af salat. De første 10 år af min levetid var jeg umulig at få listet grøntsager i, og det gav min mor kæmpe frustrationer. Men jeg ville bare langt hellere spise kartofler og sovs. Den tid er heldigvis forbi og gudskelov for det da! Men der er desværre stadig enkelte grøntsager jeg ikke er helt tossede med, medmindre der er gjort et eller andet ved dem først. Men heldigvis er jeg så tilpas stædig, at jeg næsten altid kan tilberede dem, så de langt lettere glider ned. Et eksempel er fx tomater. Dem er jeg ikke så vild med i rå tilstand, ikke medmindre jeg som minimum kan spise noget sammen med. Men jeg er vild med tomatsovs eller tomatsuppe. Og jeg kan også sagtens have tomat på min pizza. Den skal bare helst lige være tilberedt lidt først. Derfor er jeg også stor tilhænger af at snige en masse grøntsager ind i mine retter. Eksempelvis er jeg vild med pastaretter, med masser af grøntsager i. Og jeg kommer også altid en masse grøntsager i mine kødsaucer eller lignende.

Brug de råvarer du allerede har derhjemme

Heldigvis er jeg efterhånden blevet så voksen, at jeg sagtens kan have lyst til en rigtig lækker salat, og denne aften var altså ingen undtagelse. Jeg synes dog ikke at jeg ville ud og købe ind til den, så jeg kiggede køleskabet efter i sømmene, og fandt lige præcis de rigtige råvarer, til at lave det, som blev en virkelig lækker, og super mættende salat.

Når jeg laver mad, plejer jeg altid at starte med at kigge køleskabet efter, for at se hvilke råvarer jeg har. Dernæst kigger jeg efter, for at se om nogle af dem måske trænger mere til at blive spist end andre. Endelig kigger jeg fryser og køkkenskabe efter, for at se, om de byder på de resterende råvarer, til at udgøre et måltid. Og hvis de gør, er det bare skønt, for så slipper jeg for turen til supermarkedet den dag. Min måde at lave mad på, er måske en del imod det gængse råd om at lave madplan og indkøbssedler, men jeg har så meget fokus på at stoppe spild af mad i alt hvad jeg gør, så jeg ikke behøver at bruge en madplan. Derudover er jeg alt for ustruktureret når jeg laver mad, at jeg slet ikke bliver tilfredsstillet, hvis jeg skal holde mig til en madplan.

Jeg elsker at lave mad, og bliver inspireret af de råvarer jeg finder i køkkenet. derfor ville jeg hade at skulle holde mig til en plan, i stedet for at lave det jeg lige havde lyst til den dag. Men jeg ved godt, at en madplan hjælper rigtig mange til at stoppe madspildet derhjemme, og det er fantastisk. Man skal bare finde ud af hvad der fungerer bedst for en selv, og så gøre sådan. Så længe man fokuserer på at stoppe spild af mad, det er det vigtigste.

Aftensmaden kan sagtens bestå af salat

De fleste (måske specielt mænd) rynker på næsen, hvis de opdager at menuen består af salat. Ofte ligger grunden i, at man ikke tror, at man kan blive mæt af en salat. Eller fordi salat hurtigt kan blive en lidt kedelig omgang. Men tro mig, salat kan så nemt blive peppet op, så det faktisk bliver et vandvittig lækkert måltid, og ja, du kan sagtens blive mæt af det! 🙂

Når du laver salat, så brug gerne dine yndlingsgrøntsager, og allerhelst flere af dem. Det er ikke spor svært at gøre en salat indbydende, men den kan desværre hurtigt blive for kedelig, hvis du har for få råvarer i den. Brug derfor helst omkring 5 forskellige grøntsager, på den måde bliver det ikke så hurtigt kedeligt. Jeg har lavet lidt flere tips til din salat, dem finder du nederst på siden.

Jeg brugte hvad jeg havde:

I min salat brugte jeg egentlig bare det jeg havde derhjemme, men heldigvis havde jeg næsten lige købt ind, så der var masser at vælge imellem. Derfor faldt valget på rødkål og spidskål til at danne bunden, samt en smule gulerødder. Derpå kom der lidt agurk, fordi det er så lækkert med lidt frisk og sprødt i en salat. Øverst lagde jeg en avokado i tern, da jeg 100 % er hoppet med på avokado bølgen, og er hundrede procent fan af den herlige, cremede grøntsag! Øverst lagde jeg nogle stegte inderfilletter af kylling, en smule mozzarella og dryppede med en smule hjemmerørt dressing af mango-pesto rørt med skyr. Og er du gal hvor blev det lækkert!

Nu er salat jo ikke verdens mest komplicerede måltid, men I skal nu ikke snydes for ingrediensliste og fremgangsmåde, som altid her på bloggen:

Du skal bruge:

  • 1 håndfuld rødkål, fintsnittet
  • 1 håndfuld spidskål, fintsnittet
  • 1 gulerod, revet
  • 1 håndfuld agurk (svarere til ca 1 kvart), skåret i tern
  • ½ – 1 avokado – alt efter hvor vild man er med avokado
  • 1 lille pakke kyllinge inderfiletter
  • 2 dl skyr eller cremefraiche
  • 3 – 4 spsk pesto. Jeg brugte Mango pestoen fra Svansø
  • En smule salt

Selvfølgelig kan salaten varieres i det uendelige, alt efter hvilke råvarer du har, eller bedst kan lide. Jeg kunne godt have fundet på en tilføje en håndfuld eddamame bønner til salaten og drysset lidt saltede peanuts på toppen, men det blev det ikke til i denne omgang.

Sådan gjorde jeg:

Fremgangmåden er jo temmelig simpel i salater, men hvis du starter med at skylle og snitte alle grøntsagerne, så går det langt hurtigere.

Bland den fintsnittede rødkål, spidskål og revne gulerod og læg blandingen på en stor tallerken. Fordel stykkerne af agurk og avokado henover, ligesom mozzarellaen, revet eller skåret i mindre stykker.

Steg kyllinge inderfiletterne på en varm pande i en smule olie. Når de er klar, tager du dem af varmen og lader dem køle en smule af. Læg derefter dem oven på bunden af af salaten.

Rør dressingen sammen af skyr og lidt pesto – hvilket er verdens letteste måde at lave en lækker, hjemmerørt dressing på. Smag til med en smule salt. Fordel dressingen over salaten i små “klatter” og voila! Så er der serveret.

Server salaten med en smule godt brød til.

 

 

Det vigtigste, når du laver salat er, at huske på nogle få regler:

  • Brug råvarer, der lægger en god bund og som mætter – gerne grove grøntsager eller kål.
  • Pift eventuelt din salat op med bulgur, ris, couscous, pasta eller lignende. Det mætter og lægger en rigtig god bund.
  • Brug flere elementer i din salat: Hav både noget sprødt, blødt, sødt, salt oven på “bunden” i din salat. Det tager virkelig din salat til nye højder! Eksempelvis er det super lækkert at drysse lidt tørrede frugter eller bær på toppen, sammen med lidt ristede nødder eller kerner.
  • Din salat behøver langt fra at laves at rå grøntsager. Du kan sagtens bruge kogte, stegte eller dampede grøntsager, og blande dem med friske. Eksempeltvis er det rigtig lækkert med bagte græskarstykker, grillede peberfrugter eller dampede asparges i din salat. Så fremstår det også mere som et måltid.
  • Brug dine yndlings grøntsager – for hvorfor i alverden ikke? Du kan lige så godt bruge dine favoritter så meget som muligt 🙂
  • Server gerne en form for dressing til din salat, og allerhelst hjemmerørt – det er virkelig ikke så besværligt – og gør måltidet væsentligt mere lækkert.
  • Vent med at hælde dressingen over. Nogle gange kan det være lækkert hvis salaten er vendt i en olie/eddike dressing, men bare husk, at salaten lynhurtigt bliver slatten og smattet, hvis den ligger med dressing på for længe. Hæld dressingen på lige før servering, eller lad folk selv hælde dressing på, så får de også den mængde de ønsker.
  • Varier salaten, så I ikke altid får den samme (lidt kedelige) grønne salat.

Velbekomme

Og held og lykke!

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.