Frugtsauce med hyldeblomst – perfekt til isdesserten

I går blev min søster kandidat, og det skulle jo fejres. Derfor havde vi inviteret hele familien forbi til en hyggelig aften med lækker mad. Menuen bestod af hønsesalat til forret, rådyrkølle med waldorfsalat til hovedret og daimis med frugtsauce til dessert, så jo, vi blev godt mætte! Men maden var super lækker og gæsterne var glade og spise godt.

Jeg har tidligere lagt opskriften ind på waldorfsalaten, som næsten udelukkende blev lavet af råvarer jeg allerede havde i køleskabet (yay!), og tænke at jeg derfor hellere måtte få lagt opskriften op på desserten – og når det nu er weekend passer det meget godt med lidt sødt til weekendhyggen. Opskriften på hønsesalaten kommer finder I her 🙂

Den letteste frugtsauce til desserten:

Egentlig var planen, at servere daimisen (se opskriften længere nede) uden tilbehør, for den er nemlig også super lækker i sig selv. Dog kan isen alene godt blive meget sød, og har derfor godt af et lidt syrligt modspil.
Desuden er vi så heldige at have en stor frugthave med en masse lækre bær, som jo heller ikke skulle gå til spilde. Det er nemlig ved at være sidste udkald, hvis man skal have brugt havens bær. Jeg havde dog plukket dem løbende og frosset bærerne ned, så kan de lidt lettere gemmes og bruges løbende. Ved at fryse havens bær ned, har du altid ingredienserne klar til en lækker smoothie, til kager eller bagværk eller som her, i en frugtsauce. På den måde kan du bruge dine frugter og bær løbende, så du ikke drukner i alle de bær, som stort set er modne samtidigt. Det er også fantastisk at have friske lækkerier i fryseren, så du kan bruge dem præcis når det passer dig – så undgår du spild af mad, samt kan bruge sommerens søde frugter og bær hele året rundt.

Til denne bærsauce skal bærrene faktisk helst bruges direkte fra fryseren.
Hvis du ikke har en have med bær, kan du også sagtens bruge almindelige frugter og bær direkte fra frost, det fungerer præcis lige så godt. Hvis du bruger frosne bær fra supermarkedet skal du dog give dem et hurtigt opkog inden brug, så er du på den sikre side og slipper for ondt i maven.

Bærsauce med hyldeblomstIMG_0568

  • 600 gr. blandede, frosne bær (f.eks jordbær, hindbær, blåbær, brombær, solbær, ribs)
    Man kan også bruge frugtmix som Skovbær fra frost
  • 6 spsk. flormelis
  • 2 dl. koncentreret hyldeblomstsaft

Alle ingredienserne hældes i en skål, så bærrene får lov til at optø i hyldeblomstsaften sammen med sukkeret. Hvis bærrene optør før de blandes med saft og sukker, bliver saucen ikke nær så sød og kommer ikke til at smage ret meget af hyldeblomst. Hyldeblomsten kan også undlades, men den gør noget rigtig godt for bærrene, og binder smagene i saucen sammen på en rigtig fin måde, så det er klart vært at prøve!

Det fine ved denne frugtsauce er, at den stort set passer sig selv og ikke behøver den store planlægning og tilberedning. Den skal faktisk bare passe sig selv – sålænge at bærrene tages op i god tid så de har tid til at tø op i ro og mag. Så snart bærrene er optøede, er saucen faktisk klar til servering.

 

Tip – Hvis din sauce er for tynd:

Når bærrene er optøede kan man eventuelt give saucen et hurtigt opkog, hvis man vil reducere saften lidt og derved opnå en mere tyk sauce, så bliver saucen bare ikke helt så klar i farven, og man behøver det ikke.

Eventuelt kan du også jævne saucen med Maizena, hvis man ønsker det.

Endeligt kan du også blende saucen, når bærrene er optøede. Så får man en mere jævn konsistens – og der er jo altid nogle som ikke kan lide alt for store frugtstykker 🙂

 

Tip – hvis du har rester:

Hvis du får en rest tilovers af saucen, kan du også sagtens bruge den ovenpå skyr eller yoghurt til din morgenmad. Der er selvfølgelig tilsat lidt sukker, men hovedbestanden af saucen er jo bær, som er super sunde og indeholder en masse vitaminer og antioxidanter, som er rigtig gode at starte sin dag med.

 

Vi serverede frugtsaucen sammen med en hjemmelavet islagkage af daimis, og de gik virkelig godt i spænd! De syrlige bær, sødet af hyldeblomstsaften var fantastisk modspil til den søde og cremede daimis.
Derfor får I også lige opskriften på den hjemmelavede islagkage:

Hjemmelavet daimis med mandelbund

Mandelbund:IMG_0587

  • 5 pasteuriserede æggehvider
  • 150 gr. mandler, finthakkede
  • 150 gr. sukker

Daim is:

  • ½ liter piskefløde
  • 5 pasteuriserede æggeblommer
  • 100 gram sukker
  • 2 stk. dobbelt daim
  • evt. ½ pakke orange grene

Mandelbunden:

Pisk æggehviderne stive. Vend de finthakkede mandler og sukkeret med æggehviderne. Hæld mandelmassen i en smurt springform (ca. 21 cm i diameter). Bages i ca. 35 minutter ved 170 grader på nederste rille i ovnen. Bunden er færdigbagt når den er let gylden.
Bunden afkøles helt før ismassen hældes over.

Tip – hvis det skal gå lidt hurtigere:
Hvis du synes det er for avanceret med en mandelbund som skal bages, kan du også sagtens lave en bund af knuste Digestive kiks, som man kender det fra de fleste cheesecakes. Det eneste du i så fald skal bruge er 250 gr. knuste Digestive kiks, som røres sammen med 125 gr. smeltet smør, og trykkes fladt og fast i bunden af springformen. Herefter kan du hælde ismassen over og stille herligheden på køl. På den måde kan du både hurtigere og lettere få smækket en islagkage sammen, og den ser stadig super fornem ud.

 

Daimisen:

Pis fløden til en luftig flødeskum. I en anden skål piskes æggeblommer og sukkeret godt sammen. Når de er pisket godt sammen, tilsættes den hakkede daim (og orange grenene, hvis man tager dem med). Denne masse vendes forsigtigt med flødeskummet, til en ensartet, luftig masse. Herefter hældes den over den afkølede mandelbund og fryses strakt derefter. Isen skal stå i fryseren i mindst 6 timer, og gerne natten over.
Isen skal helst tages ud af fryseren mindst 15 minutter før servering, så den ikke er alt for hård at skære.
Kan eventuelt pyntes med friske bær, hakket chokolade eller anden pynt. Jeg hældte lidt af bærsaucen over kagen, og det var også super lækkert.

 

Uhm hvor var det lækkert!

Velbekomme

 

 

 

3 Kommentarer

  1. Lone Gertrud Kyndesen Kvist Nielsen

    Stort tillykke med søster:-):-)Flot flot,og så oveni får hun lige en super lækker menu:-)fra sin søde søster!!:-)Tak for gode opskrifter og gør som dig,fryser sommeren til senere brug:-)

    Svar
    1. rikkebolding93@gmail.com (Forfatter)

      Hej Lone
      Tusind tak for de søde ord, det er dejligt at høre at du kan lide bloggen og det jeg laver 🙂
      Og godt at høre – det er skønt at have lækkerier i fryseren til senere! 🙂

      Svar
  2. Pingback: Hjemmelavet hønsesalat - Rikkes Rester

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.